Med fare for at det her kommer til at lyde som en kliche og en gentagelse, så tager jeg alligevel chancen. Jeg har sagt og skrevet det før, vi bor i et fantastisk land med 4 årstider og i en egn med smuk, spændende og afvekslende natur. Fra frodige løvskove til store hedearealer, strandene, alt det som vi godt kender når vi færdes på Djursland, og det uanset om det er til fods, på cykel, i bil efter i et eller andet fartøj. Naturen er mester i at sammensætte farver, og selv himlens farve varierer med årstiden.
Septembers himmel er så blå, det er titlen på en god dansk årstids sang. Men er himlen i september mere blå end på andre tidspunkter om året? Og ja, septembers himmel er mere blå en sommerens blå himmel. Himlen er generelt mere blå i vinterhalvåret end i sommerhalvåret. Det er den tørre og iskolde polarluft der er den direkte årsag til den smukke blå himmel. Så det er i høj grad fraværet af vanddamp der farver himlen blå.
Den kølige september luft har også indflydelse på træer, buske og urters fotosyntese. Træernes blade indeholder forskellige farvestoffer, der gør, at skoven skifter fra grøn til gule og røde farver om efteråret. Bladenes grønne farver skyldes klorofyl, og det er i klorofylet at fotosyntesen foregår. Råvarerne til fotosyntese er kuldioxid og vand. Solenergien gør klorofylet i stand til at omdanne råvarerne til kulhydrater, dvs. sukrose, glukose og stivelse. Et af affaldsprodukterne i denne proces er dannelsen af ilt, idet der bliver frigivet en del iltmolekyler i fotosyntesen. Men i takt med, at dagene bliver kortere og temperaturen også falder så bliver klorofylet omdannet til mindre kemiske dele, der bliver transporteret ind i stammen eller ned i rødderne. Når den grønne farve forsvinder kommer de andre farver til syne. De har været der hele tiden med den grønne farve har blot været den alt dominerende. Det er forskelligt fra træart til træart hvilke andre farver der er i træernes blade, egetræer har oftest brune nuancer, bøg har alle nuancer fra gul til brun. Løn og ær får både røde og gule farver. Endelig er der også træer som overhovedet ikke trækker klorofylet ud af bladene, det gælder bl.a. ask, hyld og el. Det betyder så også, at bladene er grønne helt frem til løvfald. Jeg så for mange år siden et asketræ næsten bogstaveligt smide sit løv lige foran øjnene på mig. Det havde været et usædvanlig mildt efterår og så kom der en nat med frost, og dagen efter dryssede askens blade. Alle blade faldt på jorden i løbet af en enkelt dag, uden at efterårets storme skulle hjælpe til. De dryssede blot ligeså fint som havde det været snefnug.
Her medio september er det også efterårs jævndøgn, døgnet hvor nat og dag er lige lange, og som en god ven fornylig sagde til mig, så skal vi huske at næste gang det vender så bliver dagene atter længere.
I begyndelsen af september havde jeg fornøjelsen af at være en tur på Anholt sammen med bestyrelsen for Destination Djursland. Heldigvis var vinden i sit blide hjørne, og færgeturen både frem og tilbage en fornøjelse. Vi sejlede ganske tæt forbi Anholt Havmøllepark, og hvor er det stort. Den mølle der var rejst på det tidspunkt stod ganske alene, men alle monopælene stod klar til at modtage de resterende 110 møller. Det bliver et imponerende skue og bestemt en tur værd, og heldigvis bliver der arrangeret ture derud. Møllerne kan naturligvis også ses fra land, både fra Nordkysten og fra Anholt. Så næste gang du går tur og leder efter sten og fossiler ved Sangstrup klint, så husk også at kigge mod nordøst, så står møllerne der, og der bliver flere og flere. Husk også at kigge op, med efterårets komme og mørke står stjernehimlen igen tydeligt. Venus er morgenstjerne, så selv om det bliver mørkere og køligere så er der al mulig grund til fortsat at komme ud i naturen, enten alene eller med nogle af Djurslands grønne foreninger eller naturvejlederne. Hold øje med vores aktivitetskalender direkte på vores hjemmeside www.fjordcentret.dk/kalender eller følg os på www.facebook.com/fjordcentret
Giv os et praj om en tur du kunne tænke dig eller del din gode historie eller oplevelse med os. Vi samler på dem. Vi ses derude.
![]() |
|
![]() |
|